Vidste du, at frugt fungerer mindst lige så godt på grillen som kød, fisk, fjerkræ og grøntsager? Her foreslår vi nogle frugter, der smager endnu bedre med grillstriber.
De fleste forbinder nok grillmad med fyldige og salte retter. Men gløden fra grillen er faktisk også fantastisk til at fremhæve sødme! Frugt indeholder ofte store mængder væske, som fordamper efter lidt tid på grillen, hvorved frugtsukkeret koncentreres. Samtidig sker der en karamellisering af snitfladen, som ligger ned mod risten. Husk at pensle frugten med lidt neutral olie, inden du lægger den på, da den ellers har tendens til at klistre fast. Her giver vi dig nogle tips om de frugter, vi helst lægger på grillen i sommer!
1. NEKTARIN
Stenfrugter er generelt fantastisk gode at smide på grillen. Grillede nektariner er lækre som dessert med lidt is eller i en god salsa. Du skal bare huske først at hakke frugten, efter du har grillet den.
2. MANGO
Du har sikkert engang spist tacos med mangosalsa, men har du nogensinde prøvet grillet mangosalsa? Hvis der står grillede sommertacos på menuen, er det værd også at give mangoen lidt røg, før den kommer i salsaen. Gerne med lidt grillede forårsløg og fetaost!
3. Rabarber
Rabarber er egentlig en grøntsag, men den spises som regel som en frugt. Prøv f.eks. denne opskrift på grillet rabarber serveret med lidt is og knust marengs. En rigtig sommerlig dessert, som du hurtigt kan sætte på bordet.
TIL OPSKRIFTEN
4. LIME
Lime, citron og andre citrusfrugter har et meget stort indhold af væske. Og det er faktisk den, du sætter smag på, når du griller frugten, så den syrlige saft får en dybere smag. Perfekt til at presse over både søde og salte grillretter.
5. PÆRE
Grillede pærer passer godt til ost eller til en sød dessert. Hvis du lader frugten ligge længe på grillen, kan du få en masse sødme frem på egen hånd, hvilket også er perfekt i en grillet salat.
6. ANANAS
En frisk ananas, der har været på grillen i et stykke tid, udvikler rigtigt meget sødme. Den er et perfekt supplement til retter som kebab eller grøntsagsspyd, men kan også bruges som basis i en salsa.