Rebecca finder en køkkensaks frem og benytter lejligheden til at klippe lidt friske urter – persille, rosmarin og løvstikke – som hun skal bruge som smagsgivere i sine retter. Dagen står på barbecue med sydamerikanske undertoner. Til hovedret bliver der grillet kalveentrecôte med chimichurri serveret på en bund af glødebagte kartofler.

Selvom fine dining og danske stjernekroer nu er Rebeccas hjemmebane, var det ikke dér, hendes kulinariske rejse begyndte. De første madminder stammer i stedet fra madmarkeder, grillet mad og eksotiske frugter. Hun voksede op på Gran Canaria og har desuden stærke familierødder i Sydamerika. Rebecca fortæller, at hun henter meget inspiration til sine retter fra sin barndom i udlandet.

– Jeg tænker ofte på, hvordan ting smagte dengang. Frugt, syre, farver – det påvirker mig stadig, fortæller hun.

At Rebecca skulle arbejde med mad, var dog langt fra givet. Som ung dyrkede hun ballet på højt niveau og drømte længe om en karriere som professionel danser. Ligesom madlavning er ballet et håndværk, der handler om disciplin, fornemmelse og perfektion. Da hun senere fandt sin vej ind i køkkenet, var det netop hendes sans for detaljen, der blev Rebeccas styrke. Hun fandt sit hjem i det kolde køkken – med desserter som sin store passion.

– Desserter kan være alt – farverige, sprøde, bløde, varme, kolde, syrlige, søde … Men de kræver præcision. Du kan ikke sjuske dig igennem en chokoladedessert. Den kræver respekt, siger hun.

Rebecca forklarer, at hun også motiveres af, at desserten er den sidste oplevelse under et restaurantbesøg. Det er den, der binder hele oplevelsen sammen – og den, der afgør, om gæsterne forlader bordet med en sød eller bitter eftersmag.

Ifølge Rebecca selv er hun ikke et typisk konkurrencemenneske. Til gengæld har hun altid haft et stærkt ønske om at gøre sit bedste – uanset hvad hun giver sig i kast med. Det, du gør, skal du gøre så godt som muligt – ellers kan det være lige meget. Rebecca drager en parallel til Japan, som hun besøgte i november 2024, hvor denne mentalitet gennemsyrer hele kulturen.

– Mit indtryk er, at folk er utroligt ydmyge, men samtidig enormt arbejdsomme, fortæller hun.

I Japan besøgte Rebecca blandt andet Yoshikin-fabrikken i Tsubame, hvor Global-knivene bliver fremstillet. Her fik hun med egne øjne set, hvordan knivene bliver til – hvordan delene udstanses af stålplader, svejses sammen, håndslibes og poleres. Hun blev overrasket over, hvor meget ægte håndværk der faktisk ligger bag hver eneste kniv.

– Jeg troede, knivene var mere masseproducerede. Det var fascinerende at se, hvor mange mennesker der var involveret, og hvor dedikerede de var til hver deres arbejdsopgave, fortæller hun.

Rebecca mener, at fabriksbesøget har ændret hendes syn på Global-knivene. Hun har kendt til mærket længe – knivene har nemlig altid været en del af hjemmet, siden hun var barn. Men efter at have set produktionen med egne øjne, værdsætter hun nu sine knive endnu mere.

Hvilken kniv er så favoritkniven i blokken? Rebecca mener, at tournierkniven er en lille skjult perle, der fortjener mere opmærksomhed. Hun bruger sin året rundt – til at pudse forårsgrøntsager, nippe jordbær om sommeren, rense svampe om efteråret og vaniljestangen til risalamanden ved juletid. Hun tager en vaniljestang frem og demonstrerer, hvor nemt det er at skrabe indholdet ud med en tournierkniv.

– Hvis du bruger en lige skrællekniv, er det slet ikke så nemt at få alle kornene ud. Det buede blad gør kniven perfekt til vaniljestang. Jeg synes, det er som skabt til det, siger hun med et smil.

Rebecca skraber al vaniljen ud og blander den i en skål med sukker og crème fraiche. I dag bliver det dog ikke risalamande til dessert – i stedet laver hun en vaniljecreme, som hun serverer med grillede jordbær og brændte hindbær. Sødt, syrligt og let røget i en vidunderlig kombination.

En perfekt afslutning – lige så mindeværdig som kvinden bag desserten.