Chutney er lige så vigtig som ris, naan eller raita, når man serverer indiske retter. Prøv at lave din egen med æbler, chili og kanel.
Æbletræerne plejer at bugne af æbler både sommer og efterår. En god måde at udnytte dem på er at lave en nem chutney, der med garanti vil tilføre lidt ekstra hverdagsluksus til en daal, tikka masala eller palak paneer. Eller hvorfor ikke spise den sammen med ost i en sprød toast?
INGREDIENSER
1 kg æbler
1 løg
4 fed hvidløg
4 dl rørsukker
2 stænger kanel
2 chilier
1,5 dl æblecidereddike
2 tsk salt
2 tsk olie
SÅDAN GØR DU
Skræl æblerne, og skær dem i små stykker. Hak chilien fint, med eller uden kerner. Hak løg og hvidløg fint.
Varm olien op i en stor gryde, og tilsæt kanelstængerne. Tilsæt løg, hvidløg og chili, når det begynder at dufte kraftigt af kanel. Steg, indtil det hele er blødt, og tilsæt æbler, sukker, cidereddike og salt, og rør rundt.
Kog i ca. 30–40 minutter, indtil æblerne er bløde, og chutneyen har fået en cremet konsistens. Hæld den i rengjorte glas, og vend på hovedet for at skabe et vakuum. Opbevar uåbnede glas stående ved stuetemperatur.